Konferencen blev afholdt i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, hvor omkring 600 deltagere blev budt velkommen med masser af plads. Faciliteterne var perfekte til både måltider og til klubbernes stande, hvor de kunne vise og sælge deres produkter samt dele viden.
Jesper Oehlenschläger holdt et tankevækkende foredrag om ”Kunsten at elske”, hvor han dykkede ned i kærlighedens betydning i vores moderne liv og de udfordringer, den står overfor. Med udgangspunkt i Søren Kierkegaards værk ”Kjerlighedens Gjerninger” belyste han, hvordan kærligheden kan blomstre trods dagens sociale udfordringer.
Henrik Goldschmidt stod for underholdningen med foredraget ”Manden der ville reparere verden med musik”. Hans personlige historie og musikalske indslag var både rørende og inspirerende. Senere optrådte han sammen med Anders Singh Vesterdahl som duoen ”Singh & Goldschmidt”, og deres musikalske fusion af traditioner var en unik oplevelse.
Midt under middagen overrakte International præsident Ulrik Lauridtsen Y’s Men\'s Internationals største hædersbevisning til Anne Marie Hertz-Jensen for hendes mangeårige engagement i organisationen på både nationalt, europæisk og internationalt plan.
Et spændende indslag kom fra Nibe Y’s Men’s Club, som præsenterede et fælles projekt: Et Event, hvor alle klubber kan deltage. Ideen går ud på, at alle klubber på årets korteste dag tænder lys for fred, frihed og retfærdighed. Dette initiativ sigter ikke kun mod at øge kendskabet til Y’s Men’s bevægelsen i offentligheden, men også at generere midler til humanitær hjælp.
Regionskonferencen 2024 var en vellykket og mindeværdig begivenhed, der samlede deltagere fra nær og fjern. Med en god balance mellem seriøse diskussioner, inspirerende oplæg og hyggeligt samvær blev der skabt nye minder og styrket båndene inden for Y’s Men’s bevægelsen.