Mindeord for Erik Breum

Tidligere regionsleder, tidligere international skatmester og mangeårigt medlem af Sønderborg Y´S Men´s Club.

Erik blev født 20. september 1945.

Mottoet i året som regionsleder i 1981-82 var: Elsk din næste som dig selv.

 

Det var med stor sorg, at vi modtog meddelelsen om, at Erik Breum var død i en alder af 79 år. Erik havde været medlem af Sønderborg Y´s Men´s Club siden 1970 og modtog 50 års nålen i 2020.

Erik har været præsident i klubben ad flere omgange og beklædt mange tillidsposter i klubben.

I Region Danmark var der bud efter Erik mange gange og her kan nævnes: Distriktsguvernør i Distrikt Grænselandet 78-79 og som medlem af Sektion Syd i 79-80 - for blot at nævne nogle af de opgaver som Erik blev betroet.

I 1981 blev han valgt til Regionsleder for Region Danmark.

Erik var også betroet opgaven som Area og som International Skatmester. Her som alle andre steder var der stor respekt om Eriks viden om det Internationale arbejde, han var betroet og påtog sig med glæde.

Det var ikke blot Y´s Men´s bevægelsen, der optog Erik. Erik var stærkt engageret i Broager Menighedsråd, heraf mange år som formand. Øvrige tillidsposter var blandt andet bestyrelsesmedlem hos Dybbøl Efterskole og medlem af provsti- og stift udvalg. Når der var brug for Erik, var han der.

Alle kendte Erik som den meget kompetente og vidende dirigent ved Region Danmarks generalforsamling. Når Erik blev spurgt, om han ville påtage sig opgaven som dirigent var svaret altid, hvis I synes jeg gør det godt nok, vil jeg gerne - og sådan blev det i mere end 30 år.  I de sidste år opholdt Erik sig meget i sommerhuset sammen med Alice.

Vi har mistet en af ”fyrtårnene” i Y´s Men´s Bevægelsen, - Erik satte sig spor.

Æret være Eriks minde.

På vegne af regionsledelsen, Sekretær Arne Braüner

Tilbage til nyhedslisten