Det nytter, det vi støtter

Af: Landekoordinator for Bulgarien Jens Byskov

Netop hjemvendt fra en tur til Bulgarien, hvor formålet var at besøge de fire Y’s Men’s klubber i dette distrikt, er det godt at kunne fortælle om en bonusoplevelse som netop understreger overskriften ”det nytter det vi støtter”.

 

En formiddag tog DG Ivan Pavlov os med ud for at besøge et projekt under YMCA Sofias børnehjælpeprogram.

I en forfalden boligblok tilbyder myndighederne udsatte familier en midlertidig indkvartering på højst 6 mdr. I boligblokken er der til stadighed mellem 100 og 200 børn som i den grad er belastet af deres forældres kriminelle, eller alkoholiserede løbebane.

YMCA har fået stillet et lokale til rådighed hver fredag formiddag, hvor de samler 20 -25 børn i alderen 8-12 år. Da vi besøgte projektet, var Mila og Maria i gang med at undervise børnene i forsøget på at kontrollerer og udnytte følelser i en positiv retning, og hvordan man udtrykker følelser. Der blev arbejdet med glæde, vrede, sorg og ikke mindst skuffelse. Efter undervisningen får børnene et måltid mad som YMCA donerer.

Ud over stedet her har YMCA et lignende program kørende et andet sted i byen, alt sammen for at give børnene håb og måske få skabt nogle mønsterbrydere, så elendigheden ikke bare forsætter i generationer.

Mila og Maria var begge elever på Diakonhøjskolens ”Hope In Action” kursus i 2023. Ivan og hans kone Mila var elever på første hold af ”Den Internationale linje” som kurset hed i starten, efter at et regionsprojekt i 1998-99 havde skabt de økonomiske muligheder for iværksættelse af kurset som gennem årene har vist sig at være til stor gavn. Samme aften spiste vi middag med holdet fra YMCA og der mødte vi endnu en forhenværende kursist fra ”Den Internationale Linje”, det var Philip Rashev som er præst for den kirke som både YMCA-folkene og Y’s men støtter op om, derudover er han i bestyrelsen for YMCA Sofia. Så det er vist rimeligt efter sådan et besøg at konkluderer, det nytter, det vi støtter.

Download artiklen...

Tilbage til nyhedslisten