Det begyndte med ris pilaf, synkronsvømning og dans til Elmo P. – Y’s Men’s Club Vejle Vadestedet fylder 50 år

Y’s Men’s Club Vejle Vadestedet fejrer 50-års fødselsdag ved en reception lørdag den 13. maj.

Danmark var lige trådt ind i EF, statsministeren hed Anker Jørgensen, 1- og 2-øren var netop blevet afskaffet, og i Vejle havde Idrættens Hus – i dag kendt som DGI Huset – kun ét år på bagen.
Og netop byens nye idræts-hus dannede rammen om den store fest, der blev holdt, da Y’s Men’s Club Vejle Vadestedet blev stiftet lørdag 12. maj 1973.
Den nye klub havde lejet hele Idrættens Hus – det var ikke så stort som nu! – og medlemmerne og deres gæster fik serveret chow-chow og ris pilaf, hvad der var meget nyt og eksotisk dengang. Blandt gæsterne var medlemmer af Vejles to første Y’s Men’s-klubber, da den nye klub faktisk var den tredje af sin art i fjordbyen.
Efter middagen var der underholdning i den fine svømmehal. Der blev vist kampsport langs bassinkanten, og nede i vandet demonstrerede Odense Svømmeklub synkronsvømning. Til sidst spillede den navnkundige Elmo Pedersen og hans orkester op til dans.
Prisen for at deltage i al denne virak? Sølle 59 kroner per billet.

Så der er unægtelig løbet noget vand gennem Vejle Å siden dengang. Og i år kan Y’s Men’s Club Vejle Vadestedet så fejre 50-års fødselsdag. Det sker ved en reception lørdag 13. maj klokken 14 til 16 i Mølholm Sognehus, der også er klubbens faste mødested.
Y’s Men’s Club Vejle Vadestedets medlemmer har gennem årene skrabet et par millioner nutidskroner sammen til gavn for ungdomsarbejde og socialt arbejde i Vejle og den store verden.
Klubben har været engageret i genbrugsarbejdet i det arbejdsfællesskab, der var kendt som ”Spildopmagerne”, og klubben stod i mange år – fra 2003 til 2018 – for en årlig kunstudstilling i Spinderihallerne og siden i Domus. Alene arbejdet med kunstudstillingen gav gennem årene et overskud på knap 750.000 kroner, som blev uddelt til gode formål.
Kunstudstillingen drives nu i et andet regi. Men de 16 medlemmer af Y’s Men’s Club Vejle Vadestedet er stadig aktive. De tager blandt andet hyre som parkeringsvagter ved store arrangementer i Vejle og som vagter langs ruten ved cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Og så sælger de juledekorationer til lokale erhvervsdrivende.

Alt i alt sikrer arbejdet fortsat, at klubben årligt kan uddele et pænt beløb, oplyser klubbens nuværende præsident, Hans Beck Møller.
Han glæder sig også over, at Vejle-klubben er engageret internationalt. Således er Henrik Jeppesen, der har været med i klubben fra starten, og dermed også har 50 års jubilæum, involveret i bevægelsens østeuropa aktiviteter. Klubbens vicepræsident, Jørgen Maagaard har netop været i Moldova for at medvirke ved opstarten af fire nye klubber i den tidligere sovjetrepublik. Y’s Men-bevægelsen har siden grundlæggelsen i USA i 1922 været knyttet til KFUM og KFUK – Y’et kommer fra YMCA, som KFUM hedder ”over there” – men i Moldova drives klubberne i god kontakt med den ortodokse kirke. De nye klubber vil blandt andet rejse midler til træningscentre for børn og unge i det fattige land.
.
Y’s Men’s Club Vejle Vadestedet fejrer sit 50-års jubilæum i Mølholm Sognehus lørdag 13. maj klokken 14 til 16. Enhver er velkommen – men man må gerne give klubben et praj på: vadestedet73@gmail.com hvis man deltager.

Tilbage til nyhedslisten