Flere end 100 deltog. Arrangementet var tilrettelagt for de personer, der ikke er vokset op i Danmark. De fleste kom fra Ukraine, men mange lande var repræsenteret bl.a. Moldova, Thailand, Italien, Afghanistan, Syrien, Iran, Brasilien, Polen og Ungarn. De fleste er her som flygtninge eller fremmedarbejdere, men nogle er f.eks. også gift med en dansker.
Arrangørerne havde valgt at fokusere på en fortælling om det danske foreningsliv. En glimrende indgangsvinkel til at forstå og eventuelt deltage i det liv, mange af os indfødte danskere har ud over vores arbejdsliv. Desuden var der værksteder /aktiviteter om juletraditioner, fastelavns traditioner, påsketraditioner og den ene af dagene også et madværksted, hvor der blev fremstillet danske desserter og kager til et dansk kaffebord, som deltagerne senere selv havde fornøjelsen at indtage. Begge dage blev sluttet af med folkedans og bevægelseslege for børnene.
Arrangementet kom til verden i et vellykket arrangør-samarbejde med Museum Give, Indre Mission, KFUM-K, Give og Thyregod kirke, Frivillig Center Give samt KFUM-idræt DK. Desuden medvirkede 3 tolke til ukrainsk og en til engelsk. Give Y´s Men´s Club var initiativtager, koordinator og hovedarrangør og tog bl.a. udgangspunkt i Y´s Men’s bevægelsens tema fra året 2019-20: Mit Medmenneske. Min udfordring, min opgave, mit ansvar.
Et særdeles vellykket arrangement, der har fået mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne samt en fin omtale i pressen inkl. TV .
Arrangementet er et af tre direkte sociale arrangementer for enlige, flygtninge m.fl. som klubben har i år. Ellers står de næste tiltag på de penge-skabende aktiviteter, bl.a. renovationsopgaven på Vorbasse marked i juli i et samarbejde med 4 andre Y´s Men ´s klubber i Sydjylland.