Aftenens festtaler var tidligere forstander på Silkeborg Højskole, Jacob Zakarias Eyermann, nu forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus, som fik et større beløb med hjem til at holde omkostningerne nede for elever fra fx Indien, der er i Danmark for at lære om dansk kultur og demokrati.
Flere plejehjem blev tildelt et beløb til oplevelser for beboerne, blandt andet til sang og musik, som de ældre nyder. De kristne børne- og ungdomsorganisationer i Silkeborg og omegn blev også betænkt, blandt andet til sommerlejre. Største donation på 129.000 kr. gik til Y´s Men Region Danmark, der fordeler beløbet på organisationens projekter, blandt andet til et projekt hos Danmarks Kirkelige Mediecenter, der er ved at færdiggøre en film om ensomhed blandt børn. Selv i 2024 er der mange, der i dagligdagen føler sig ensomme, både børn og voksne. Filmen kan erhverves af alle ungdomsorganisationer ganske gratis. KFUM´s Soldatermission blev betænkt med 75.000 kr. til et nyt soldaterhjem i Skrydstrup, hovedsageligt for unge ukrainere, der er i Danmark for at uddanne sig til at kunne betjene de F16-fly, som Danmark har doneret til Ukraine.
Hvordan kan det lade sig gøre, at Y´s Men´s klubben kan donere et så stort beløb bort år efter år?
Det skyldes nok, at vi lever i et land med overflod af næsten alt, hvor vi er så heldige, at mange kontakter os og spørger: Kan I komme og hente nogle ting hos os?
Der er ikke meget, der kommer af sig selv, heller ikke i genbruget, men ved en fælles indsats kan der år efter år genereres et beløb, der kan doneres bort. 65 medlemmer, ledsagere og frivillige yder en indsats ud over det sædvanlige. Ofte bliver vi spurgt, hvad det er, der driver alle, der arbejder i genbruget. Er det overskuddet? Svaret vil ofte være, at det er det ikke, - ikke alene, men det er fællesskabet, der driver os.
Det at 40 medarbejdere, der hver tirsdag aften og på andre tidspunkter mødes for sammen at yde en indsats til gavn for 45 forskellige organisationer, - at vi ved, at vi kan være med til at gøre livet lidt lettere for børn, unge og ældre, der har det svært, det er vist det, der driver os.
Klubben har i mange år drevet genbrugsvirksomhed, og næste år kan vi markere, at klubben har eksisteret i 50 år. ”Frivilligt arbejde, der nytter”.