Regionsprojekt Lejr- og Kursuscenter 2009-2010 i Pogradec i Albanien.

Brødremenighedens Danske Mission (BDM) søgte på vegne af Den Albanske Lutherske Brødre Kirke om et regionsprojekt til opførelse af et Lejr- og Kursuscenter, som kunne bruges af kirkens børn og unge til bl.a. sommerlejre, kurser og konferencer og som campingplads. Regionsledelsen besluttede af godkende dette projekt med et tilsagn på kr. 1.400.000,00.

Ved Regionskonferencen i Slagelse i 2010 havde jeg fornøjelsen at overrække et gavebrev på kr. 1.430.000,00 til generalsekretær Erik Baun fra BDM og lederen af Den Albanske Lutherske Brødre Kirke Edi Mazi til projektet, og efterfølgende indkom der yderligere penge til projektet, herunder et tilskud fra LEGO Fonden, så der i alt kunne overdrages kr. 1.500.000,00 til byggeriet.

Opstarten af projektet var lidt vanskeligt, da det var svært at finde en egnet grund, man var sikker på ”kunne købes” uden der efterfølgende kom personer og gjorde krav på grunden. Det lykkedes at købe en rigtig god og smukt beliggende grund i Pogradec ca. 300 m fra den skønne Ohrid søen og omgivet af bjerge. Et område med et behageligt klima, som med tiden vil blive et mekka for turister, der vil benytte stedets mange muligheder i naturen, søen, bjergene og tæt på grænsen til Makedonien.

Den 30. september 2012 var dagen hvor jeg kunne indvi Lejr- og Kursuscentret med deltagelse af kirkens medlemmer, børn og voksne fra store dele af Albanien. En festdag med taler, overdragelse af projektet, og højtidelig klipning af et silkebånd. Kirkens formand Vjollca Mazi og leder af børnegrupperne Dena Grillo takkede Y’s Men International Region Danmark for donationen til det smukke Center, som vil blive brugt flittigt og er en kærkommen gave til Kirken, som dermed har endnu et aktiv til både børn, unge og voksne i bestræbelserne på, at udbrede kirkens budskab.

Hvordan er det så gået med Lejr- og Kursuscentret?

Centret har siden indvielsen været flittigt brugt til afholdelse af sommerlejre for børn og unge med deltagelsen af omkring 150 hvert år, der bliver afholdt lederkurser, konferencer og andre arrangementer arrangeret af kirken. Kirken har også mulighed for at udleje Centret og dermed genere en indtægt. Jeg må sige, at investeringen med et regionsprojekt til Den Albanske Lutherske Brødre Kirke har været en succes, som har givet mange børn og unge en oplevelse for livet. Kirkens menighed har her et sted med en fantastisk smuk natur, der kan bruges til mange aktiviteter og oplevelser, også i tiden fremover.

I juni 2017 havde min kone og jeg fornøjelse at blive inviteret til Kirkens 25-års jubilæum, hvilket var en stor begivenhed, specielt når jeg har været med siden 1996, hvor jeg besøgte kirken første gang. Oprettelsen af Den Albanske Lutherske Brødre Kirke er en solstrålehistorie, som blev muligt da Albanien blev et frit land, hvor religion igen var tilladt. Situationen for kirken ser lyst ud, da det næste sommer forventes at en af kirkens unge bliver ordineret som præst, og dermed kan foretage alle kirkelige handlinger i stedet for at en præst udsendt af BDM kommer 3-4 gange om året.   

 Vil du vide mere om Kirken, Lejr- og Kursuscentret er du velkommen til at kontakte mig eller du kan gå ind på BDM’s hjemmeside: bdm-dk.dk og finde yderligere oplysninger under Albanien.

Livet er fuld af muligheder – brug dem meningsfyldt.

Knud Erik Lykke, PRD