Tingstaden Y`s Men Club afholdt cykelsponsorløb med flot resultat. Klubben har siden 1993 sammen med andre klubber haft et samarbejde omkring etablering og drift af Den Lutherske Brødrekirke i Albanien. Det startede med en børneklub med 9 børn og 5 mødre.
Albanien er et meget fattigt land, hvor kirken nu har 6 centre fordelt i nogen af de mest udsatte områder. Man hjælper her nogle af de mest udsatte med at opfylde nogle basale behov i hverdagen. Alle centre har børneklubber, ungdomsklubber og kvindegrupper. Nogle af centrene driver desuden professionelle børnehaver med forældrebetaling.
Brødremenighedens Danske Mission (BDM) har stået for den daglige drift siden starten. Et af medlemmerne fra den allerførste børneklub, er ved at afslutte sin teologiske uddannelse, og står netop overfor at skulle ordineres som præst for kirken, der hermed bliver selvstændig. Dena Grillo Fortuzi bliver dermed den første lokale lutherske og kvindelige præst i Albanien, hvor religion var forbudt fra 1967 til kommunismens fald.
BDM har forpligtet sig til en ansættelse af Dena Grillo Fortuzi i 5 år, hvor man skal skaffe de 800 € om måneden, som udgør hendes løn. For at bidrage til denne finansiering afholdt Tingstadens Y`s Men Club I Viborg den 18. juni et cykelsponsorløb.
19 mødte op med cykel og sponsorer og kørte på en time næsten 50.000 kr. ind til formålet. Der blev kørt 742 omgange på en rundstrækning på kaserneområdet.
Den hurtigste kørte 52 omgange. Det var Steen Hedemann Andreasen. Birgitte Thun fra Viborg Y’s Men Club kørte 37 omgange. Med sine sponsorer I ryggen, bl. a. sin klub, kørte hun 15.500 kr. ind.
Løbet blev afviklet på en sjælden fin sommeraften med en fin stemning både blandt ryttere og publikum, der bidrog til at gøre aftenen festlig.
Tingstadens Y`s Men Club takker deltagerne og deres sponsorer for den fine opbakning. En speciel stor tak skal gå til vores moderklub, Viborg YMC, der på flotteste vis bidrog til det fine resultat.