Struer FDF fik afslag på afslag, da der blev søgt om bidrag til nyt klubhus. Vi forstår det ikke, siger Ole Johansen og glæder sig over, at den lokale Y's Men's Club har fundet det store checkhæfte frem og redder byggeriet.
- Lige, hvad vi manglede. 250.000 kroner er mange penge, og vi ville aldrig være nået i mål, hvis vi ikke havde fået den store støtte her lokalt, fortæller Ole Johansen, som er kasserer for Struer FDF. For selv om Struer FDF kom usædvanlig godt fra start med byggeriet af nyt klubhus, da det gamle på Nordvestvej blev solgt til Aldi i 2020, var der stadigvæk et hul i budgetterne på cirka en million kroner. - Salget af det tidligere klubhus til Aldi lagde en god bund og lidt til, fortæller Ole Johansen.
Aldi havde planer om at bygge en ny og meget større butik, og den tyske discountkæde havde brug for grunden med det gamle FDF-hus for at kunne realisere byggeriet.
- Så vi kunne helt sikkert være tilfredse med prisen, fortæller Ole Johansen uden at være mere præcis på beløbet.
Ifølge EDC blev handlen gennemført 6. oktober 2020 med en salgspris på 2,3 millioner kroner, og FDF blev dermed hjulpet godt på vej.
- Det var tiltrængt, fortæller Ole Johansen.
Helt perfekt
Det tidligere hus lå klemt inde i et villakvarter på en 800 kvadratmeter stor grund, hvor der slet ikke var plads til alle de aktiviteter, man måtte forvente sig i en lokalafdeling af FDF.
- Vi vil jo gerne være ude i det fri. Det er dér, vi udfolder os, og selve huset var heller ikke særlig velegnet til et godt klubliv, konstaterer Ole Johansen og bemærker, at omgivelserne formentlig har været medvirkende årsag til, at det har været svært at hverve nye medlemmer til truppen.
- Nu får vi meget bedre muligheder. Vi kommer ud i et område med en masse andre fritidsaktiviteter. Det bliver helt perfekt, vurderer han. Men med et budget på cirka tre millioner kroner på byggeriet af det nye klubhus var der altså stadigvæk et stykke vej til målet, da Struer FDF kunne gøre regnskabet op efter salget af det gamle mødested på Nordvestvej til Aldi.
- Så vi forsøgte os hos alle de store og landsdækkende fonde. Men der var ingen, der bed på, og det undrer os stadigvæk, fortæller Ole Johansen.
- Vi fik hjælp fra en professionel fundraiser og mente selv, at vi havde et rigtig godt projekt. Vi fik beskrevet selve byggeriet, og vi fik beskrevet, hvordan vi vil åbne huset for både Nordstjernen og for Bulderby. Vi kunne beskrive, hvordan vi vil samarbejde med både skolen og Voldhøj Kirke. Vi lægger op til en høj grad af samskabelse, som er så vigtig i alle de nye projekter, der får støtte, forklarer han.
Men det var altså ikke nok.
- Så vi er utroligt glade for, at Y's Men's Club finder det store checkhæfte frem, fortæller Ole Johansen.
Uddeling lørdag
Uddelingen af de 250.000 kroner fandt sted under en generalforsamling for Y’s Mens klubberne i både Struer, Lemvig og Vinderup i Struer Energi Park.
Dette var i sig selv et stort arrangement med cirka 400 deltagere, men det skulle efter den oprindelige plan have været endnu større.
De fire lokale Y's Men's klubber, Kilen Y’s Men’s Club, Lemvig Y’s Men’s Club, Vinderup Y’s Men’s Club og Struer Y’s Men’s Club, havde sammen med Y's Men Region Danmark planlagt et fire dage langt arrangement, som skulle være afviklet fra 5.-8. august med cirka 1000 deltagere fra både Danmark og de fleste andre lande i Europa.
Efter lange forberedelser måtte det aflyses i januar.
- Vi kunne ikke vide, hvordan det ville udvikle sig, om der stadigvæk ville være restriktioner, og om vi ville blive ramt af et forsamlingsforbud, fortæller Vagn Olsen, som er vicepræsident for Struer Y´s Men´s Club .
Men de nordvestjyske medlemmer var samlet, og Vagn Olsen kunne benytte lejligheden til at overrække Struer FDF de mange penge.