Menighedsrådsmedlem Jens Nielsen, der er medlem af Vejle Y’s Men’s Club 2, har netop deltaget i Y’s Men International Region Danmarks 75 års Jubilæumskonference i Aalborg, hvor også klubpræsidenterne fra de 3 Moldova klubber deltog.
Jeg traf Nicolae Pascaru, Serghei Stoler og Adrian Burunsus i en pause og stillede dem forskellige spørgsmål om flygtningesituationen i Moldova, bl.a. om der stadig var fødevarer m.v. i tilstrækkeligt omfang til at de med donationer fra bl. a. danske Y’s Mens klubber, menigheder m. fl. fortsat kunne købe ind til de mange flygtninge, der stadig opholder sig i Moldova. Der er endnu varer nok på hylderne i de store supermarkeder og da antallet af flygtninge i skrivende stund er på knap 100.000 er behovet enorm stort. Kun få af flygtningene er vendt tilbage til Ukraine, idet der - i det område de kommer fra - stadig pågår russiske angreb og belejringer.
Transnistrien, der ligger i den østlige del af Moldova, er en ikke anerkendt republik, men i området er ca. 50 % af indbyggerne pro russiske og det giver store spændinger mellem dem og de ukrainske flygtninge.
46-årige Nicolae Pascaru, der er stedfortræder i parlamentet og rådmand i hovedstaden fortæller, at han på sit kontor i Chisinau tog imod 50 flygtninge, der overnattede på det bare gulv og Serghei Stoler – der også er formand for YMCA i Moldova tilføjer, at mange af klubbens unge medlemmer er stærkt engagerede i flygtningearbejdet ved siden af deres studier. Ud over at skaffe husly transporterer og uddeler de bl. a. madvarer, toiletartikler, legetøj, dyner og sengelinned til de mange flygtninge.
De 3 repræsentanter fra Y’s Mens klubberne i Moldova deltog i konferencen i Aalborg både for at søge inspiration til det videre arbejde, men også for at udtrykke taknemmelighed for den store støtte, der kommer fra Danmark. Serghei udtrykker det således: ”Danmark og Moldova er små lande, hvor folk med store sjæle bor”, og tilføjer ”Af hele mit hjerte tak for at I støtter flygtningene fra Ukraine. Må vi alle fortsat bede om, at denne krise må slutte og at freden sejrer”.
Mølholm Sogn indsamler fortsat midler til flygtningearbejdet i Moldova. Indsamlede beløb går ubeskåret via Y’s Men Region Danmark til de 3 Y’s Mens klubber i Moldova. Tak for fortsat støtte.