Skoleprojekt i en stor flygtningelejr udenfor byen Goma i DR Congo

Af: Knud Elmo Knudsen

Endelig ser det ud til at byggeriet af vores projekt kan tage sin begyndelse. Grunden er købt og penge til indkøb af materialer er sendt derned så de kan komme i gang. Vi forventer at byggeriet vil stå færdigt til skolestart i september.

Jeg havde planlagt en tur derned her i første kvartal og havde fået både visum og flybilletter, men blev nødt til at aflyse pga. nye Corona-regler i Congo, hvor man nu kræver 10 dages karantæne ved indrejse for europæer. Hvornår det bliver muligt for mig at komme derned er uvist, da situationen i både Congo og de tilgrænsende lande (vore transitveje) ser ud til at bevæge sig i den forkerte retning. Det betyder at vi også i vore andre projekter er henvist til den kommunikation og information vi kan have gennem internettet.

Heldigvis har vores samarbejdspartnere i Congo været både ambitiøse og pålidelige i de projekter vi har haft sammen, så vi har stor tillid til at også de nuværende projekter gennemføres i samme ånd.

Baggrund:

Projektet er ét af Y´s Men´s regionsprojekter i 2019-2020. Målet var at indsamle 300.000 kroner til byggeriet, som Brødremenighedens Danske Mission (BDM) står bag.

En skole i en flygtningelejr. Det var initiativet, som BDM står bag, og som ventedes at gøre en mærkbar forskel for op mod 300 børn i DR Congo på grænsen til Rwanda og Uganda. Der har børnene, sammen med deres familier, søgt tilflugt for borgerkrigen i det uroplagede land. Der bor de nu permanent i nedslidte telte og blikskure uden udsigt til at kunne vende tilbage.

Tilbage til nyhedslisten