Præsidiet i Aalborg 3 Y’s Men’s Club holdt præsidiemøde i det grønne.

Af: Erik Østergaard, sekretær

Vi har som de fleste andre klubber ligget underdrejet, mens Covid-19 i diverse varianter har lukket samfundet og Y’s Men’s klubberne ned. Det er således kun lykkedes os at afholde et enkelt regulært klubmøde. Vort ordinære klublokale er lukket, da det er en del af en lokal idrætshal, hvor alle indendørs aktiviteter er blokeret.

Vi havde senest et præsidiemøde i december, men så blev forsamlinger begrænset til 5 personer, og efterfølgende har vi ventet på bedre tider.

Her i starten af marts må vi stadig kun være fem, og så fik skatmesteren den gode idé: vi kunne jo mødes udendørs, og sådan blev det. Med kaffe og kage i kurven fandt vi en solbeskinnet plet i Rebild bakker.

Efterfølgende afviklede vi det formelle præsidiemøde på bænke, desværre i skyggen, hvor temperaturen kun var 4-6 grader, hvilket accelererede mødeafviklingen, men vi kom ”i mål” med vinterens hængepartier.

… og ser frem til forår og genoptagelse af et mere normalt klubliv.

 

 

Tilbage til nyhedslisten