Lørdag den 4. september, 2021 blev Aalborghus Y’s Menette Club efter 66 år ændret til Aalborg Y’s Women Club, og er nu organiseret direkte under Y’s Men International, Region Danmark. Chartringen foregik ved en Gudstjeneste i Hans Egedes Kirke, hvor klubben også holder sine møder. Moderklub var Aalborg Y’s Men Club, Aalborghus. RD Jens Byskov, DG Jens Bæk og Præsident Svend Jørgensen foretog den formelle chartring i kirken.
Efterfølgende var der fest i Svenstrup Sognegård, hvor også Distrikt Nordjyllands klubber var inviteret. Grundet situationen med corona på planlægningstidspunktet var det ikke muligt at invitere mere bredt. PAP Ulrik Lauridsen holdt en humoristisk festtale. En dejlig dag, som klubben vil se tilbage på med stor glæde.
Klubbens første præsidium som Y’s Men Club består af: Præsident Birthe Jørgensen, Vicepræsident Lis Harder, Past præsident Margrethe Krabbe Andersen, sekretær Esther Nielsen og skatmester Else Skak Jensen.
Aalborg Y’s Women Club vil fortsætte det humanitære arbejde med skiftende projekter både lokalt, regionalt og internationalt. De sidste 2 år har klubben været involveret i projekter i Albanien, hvor der er blevet samlet ind til nødhjælp efter jordskælvet den 26.11.2019 samt i Kosovo, hvor man har samlet ind til udvidelsen af en YMCA lejr, den eneste i landet, for børn og unge. Desuden har klubben sammen med andre klubber i verden bidraget til opbygning af et sportscenter for handicappede og forældreløse børn i Ukraine.
Klubbens indtægter kommer fra vagter på Aalborg Y’s Men Club, Aalborghus’ minigolfbane.