Vi havde inviteret vore samarbejdspartnere: KFUM og KFUK, byens 3 FDF kredse, FDFs sejlcenter, KFUM- spejderne, Kirkernes sociale Arbejde, Kirkens Korshærs Varmestue og Genbrug, Danmissions Genbrug og Mission Afrikas genbrug til at medvirke med forskellige aktiviteter. Desuden var Tivoli Vorbo klar med fantastiske børneaktiviteter og unge fra Forberedende Grunduddannelse, Viborg solgte sandwich og kage.
Biskop Henrik Stubkjær åbnede dagen med en tale, hvor han fortalte om baggrunden for jubilæerne og omtalte Y’s men’s bevægelsen generelt og fortalte specielt om arbejdet i de to Viborg klubber. Derefter underholdt tryllekunstner og bugtaler Hans Jørgen Østerby de fremmødte børnefamilier og bedsteforældre!
Hele eftermiddagen var der fuld aktivitet rundt omkring på de forskellige stande, solen skinnede fra en skyfri himmel, bøgetræerne stod nyudsprungne, der blev delt informationsmateriale ud fra Y’s Men’s standen, Tingstadens Y’s Men's Club solgte kort med lokale motiver og Viborg Y’s Men’s Club solgte sidste års sidste honning.
En dejlig dag med godt besøg og højt humør.