HJÆLP TIL ARMENSKE BØRN.

Af: Karl Haubjerg, Horsens Ys Mens Club

Horsens Y`s Men`s Club arbejder blandt andet for at hjælpe børn og unge i Danmark og i Armenien. Vi støtter Armenien, fordi det er et lille kristent land i en meget urolig region.
I efteråret 2020 startede der en krig mellem Azerbajdsjan og Armenien om retten til enklaven Nagorno-Karebakh. Enklaven er fortrinsvis befolket af kristne Armenier og beliggende inde i det muslimske Azerbajdsjan.
Horsens klubben har i en årrække støttet KFUM i Vardenis, en lille by kun 20 km fra grænsen til Aserbajdsjan, og vi har gode kontakter i byen. 4 medlemmer fra klubben har senest i 2018 været på besøg.

Vi har nu været vidne til hjerteskærende scener dels fra TV, men også i mails og Facebook fra vores venner i Vardenis. Flygtningene fra enklaven har i hast måttet forlade deres hjem og finde indkvartering i selve Armenien.
I byen Vardenis blev alle børn, kvinder og ældre evakueret under krigen. Krigen sluttede efter 44 dage med nederlag til Armenien med mange døde og sårede og mellem 70 – 100.000 flygtninge. Smerten for Armenierne var næsten ubærlig, da krigens udfald i stor grad skyldes den afgørende hjælp Azerbajdsjan fik fra Tyrkiet, der er Armeniens gamle smerte fra tiden med Folkemordet.

Horsens Y`s Men`s Club startede et projekt blandt alle Y`s Men i Danmark for at hjælpe vore venner i Armenien.
Projektet var rettet mod børn der er flygtet og vi ønsker at hjælpe med alle basale nødvendigheder.
KFUM i Vardenis genåbnede i april 2021 og har indtil videre modtaget et stort antal børn. Her får de tøj, mad og undervisning og derved mulighed for at starte en ny tilværelse.

Ved udgangen af september måned har vi indsamlet og støttet KFUM med 102.000 kr. – et beløb som vi på bevægelsens og egne vegne er stolte af. KFUM forventer at ordningen kan køre op til 2 år for gaven fra Y-Men i Danmark.
Såfremt nogen fortsat ønsker at støtte dette projekt, er dette særdeles velkommen og støtten kan sendes til Sydbank, reg. Nr. 7045, konto nr. 1351640.

Læs mere...

Tilbage til nyhedslisten