Høje, lyse børnestemmer lyder ud fra klasselokalerne både i stueetagen og på første sal i den lysegule betonbygning. Det lyder, som om de læser højt i kor. Lidt efter bimler klokken, og eleverne myldrer ud på skolegården, hvor der netop er blevet indrettet legeplads med rutsjebaner, klatrestativ og balancebomme. Hvis ikke det var for de ens skoleuniformer med slips og det hele, kunne det næsten ligne en dansk skolegård.
Godt gang i SMS-Bangladesh-skolerne, regionsprojekt 2017-2018
Skoler over det lokale niveau
I sidste uge var jeg sammen Filip Engsig-Karup, der er danske idemand bag skoleprojektet SMS-Bangladesh, på besøg i skolen i byen Pirgunj i det nordvestlige Bangladesh, hvor danske Y’s Men’s klubber i 2018 bekostede opførelsen af en spritny skolebygning. Før den tid foregik undervisningen i et bambushus.
Der er tre skoler tilknyttet projektet, og de går fra 1. – 5. klasse, hvor al undervisning foregår på engelsk – undtagen selvfølgelig modersmålsundervisning i bangla. I dag er der ca. 160 elever på den nye skole i Pirgunj, hvilket er en kraftig stigning i forhold til tiden, inden man fik den nye bygning.
I de offentlige skoler er det et stort problem, at lærerne tilbyder betalt ekstraundervisning til eleverne uden for skoletiden. Og hvis man ikke har gået til ekstraundervisning, dumper man pudsigt nok, så man ikke kan rykke op i næste klasse! Sådan er det ikke på SMS-skolerne, og de giver i det hele taget en undervisning, der ligger over det lokale niveau. Vi talte med nogle af børnene, og især et par drenge fra 5. klasse var gode til engelsk.
Da vi kom ind i en af klasserne, viste det sig, at skolen netop den dag havde besøg af en pensioneret seminarielærer, der fungerer som pædagogiske konsulent for SMS-skolernes lærere. Så der er reelt fokus på det pædagogiske arbejde.
Sociale forhold
Skolerne var dog ikke det primære fokus for mit besøg i Bangladesh. I stedet beskæftigede jeg mig mest med kvinders og pigers sociale forhold. Tvangsmæssige børneægteskaber, hvor piger ned til 13-14-årsalderen bliver bortgiftet til mænd, der ofte er dobbelt så gamle, er nemlig stadig normen. SMS-Bangladesh lancerer senere et socialt ungdomsprogram, hvor man vil arbejde på at bevidstgøre de unge piger om ligeværd og ligestilling. Men det er en lang og sej kamp.
Mit besøg vil i løbet af året resultere i en mindre bog om nogle af de mange pigeskæbner, jeg nåede at møde på en uge i Bangladesh.